Jeg vil gerne forklare.

2/4 af mit liv sidder jeg og ønsker at jeg vil dø. 1/4 af mit liv sidder jeg og forestiller mig at jeg begår selvmord og den sidste 1/4 af mit liv består af en familie med fuld kaos hele tiden.
Og bare tanket om at kunne give slip på det hele bliver så fandens svær at modstå når man føler at hele ens liv lige så godt bare kunne lade vær med at eksiterer. Mine forældre ville ikke skulle bekymre sig om mig men bare lige være ende i en periode med sorg og så ville de stille og roligt fortsætte deres liv.
Min søster har åbenlyst sagt til mig at hvis det ikke var fordi jeg havde det så dårligt så var hun bukket under for længe siden og begåret selvmord. Og det gør mig så dårlig at få det af vide fordi så ved jeg bare at hvis ender med at begå selvmord så vil min søster sandsynligvis ikke være stærk nok til at kunne holde sig oppe. Og hvis både min søster og jeg forsvandt så ved jeg virkelig ikke hvad der skulle ske med resten af min familie.
Jeg kunne selvfølge være skide ligeglad med det men det kan jeg ikke fordi jeg ved at gør jeg det så ville jeg få det så dårligt om mig selv bagefter. Og jeg vil ikke være en kujon og bare skide fra det hele når der er flere som har haft et meget hårdere liv end mig og som har klaret det. Hvorfor fanden er det så så skide svært for mig at gøre det??
Jeg er så skuffet over mig selv over at jeg har givet op.
Men det irriterer mig at folk omkring mig bliver ved med at sige jeg skal kæmpe for jeg har jo intet tilbage at kæmpe for mere. Jeg vil ikke have nogle kontakt med dem fra min klasse og alle de andre gider mig ikke mere efter jeg ikke har gidet dem i et halvt år eller sådan noget. Der er jo ikke noget at kæmpe for.
Og for at gøre det meget bedre så er jeg også begyndt at føle mig af helvede til når jeg sidder op computeren. Tine, Rebecca og Tryne holder hele tiden så fandens mange hemmeligheder for mig og det gør mig så fandes irriteret for jeg gider virkelig ikke de forbandede hemmelighder mere. Jeg synes jeg har haft mere end rigligt med hemmeligheder og hver gang de siger “det er en hemmelig” el. så flyver alle de gamle ting op som jeg ikke vil dele med nogle og jeg får det af helvede til og bliver så pisse sur på dem selvom det egentlig ikke at deres skynd fordi de ikke rigtigt ved noget om hvad der egentlig sker. Dog har Tryne hørt nogle ting men jeg synes ikke vi skriver så meget sammen mere så derfor tør jeg ikke rigtigt at skrive det til andre. Og mit store problem er at jeg ikke ander hvem jeg så skal vende mig til.
Jeg har det som om at jeg bare kan springe i luften hvornår det skal være fordi der bare er så mange ting i mig og jeg vil fortælle alt så de bare kan forstå hvorfor jeg reagere som jeg gør og siger som jeg gør nogle gange. For jeg gør det ikke for at være ond, overhovedet.
Det er bare fordi jeg bliver så skide bange og vil dø at jeg bare bliver så sur på alt og alle og alle får alt muligt smidt i hovedet som de egentlig ikke fortjente at få i hovedet alligevel.
Derfor skriver jeg denne her blog og giver linket til nogle stykker som jeg skriver med fordi det har gået ud over nogle stykker efter hånden og jeg vil ikke have at de skal tage det personligt og slet ikke at de bliver sure eller sorget over noget af det jeg siger fordi det vil jeg virkelig ikke have sker.
Men jeg kan ikke lide at tale om det når der sidder en voksen foran mig. En jeg dårligt nok kan huske navnet på ovenikøbet. Jeg kan ikke sidde og fortælle det hele ud til en fremmede så derfor fungerer Tryne som min “kast-i-hovedet-person” nogle gange fordi jeg har “kendt” hende i pænt lang tid og jeg ved at hun ikke vil sige det videre overhovedet. Selvom jeg nok tror at hun bliver meget påvirket når jeg skriver nogle hårde ting nogle gange. Men det er bare som om det det ligesom bare skal ud fordi det har ligget der så længe uden at se dagens lys. Og jeg er ked af det, Tryne for jeg vil virkelig ikke have at du får det dårlig eller bliver ked af det når jeg skriver det!
Det har lykkes mig siden altid at holde mit irl liv og space liv helt fra hinanden og det har hjulpet meget at man har kunne lave en smiley og at personen som man skriver med ikke har kunne se mig når jeg i virkeligheden sad på den anden siden og bare græd.
Og det faktum at jeg er flyttet helt væk fra mit værelse har nærmest gjort det helt værre. For jeg er ikke afslappet på mit værelse, jeg er ikke hjemme. Mine forældre kan jeg ikke ringe til når jeg er ked af det for de sidder med min søster på den anden ende som græder fordi at Chris (hendes kæreste) vil komme over og banke hende og tage Nanna. Og det væreste er at han har fået 3 domme for at have slået sin ekskærste syner og sammen så det er virkelig bare om hvor lang tid der går tror jeg. Han bliver mere og mere voldig og jeg sidder i Jyderup og sidder og beder og krydser finger som en gal for at Nanna kommer hjem fra sin far uden nogle blå mærker nogle steder fordi jeg ved at han har svært ved at styre sit temp. når han bliver sur.
Og mine forældre kan ikke komme herover fordi når hendes far ikke har hende så er hun hjemme hos mine forældre fordi at min søster og Chris er oppe og skændes helt vildt igen fordi han er sur over at hun havde en lyserød hagesmæk på når hun skulle have en blå en med efter hans mening. Og sådan køre den virkelig bare hele tiden og jeg bliver mere og mere bange for min søster og Nanna. Og jeg kan ikke engang være hos min søster og forsøge at trøste hende fordi jeg ikke kan tage toget som det passer mig og tage over til hende og bare knue hende så tæt ind til mig som overhovedet muligt.
Jeg kan ikke lide at høre den måde min søster græder på når vi snakker sammen og jeg bliver skide ked af det igen over at jeg ikke kan gøre en skid.
Og min bror som komstant sidder og hakker mig ned hver gang vi er sammen og det overrasker mig at han snart ikke fatter at jeg ikke synes det er sjovt at få smidt en masse lort i hovedet særligt når jeg er i skide ubalance lige nu og mit selvværd er lig med 0.
Ugh, nu sidder jeg vil fast i en en rigtig selvmedlidelhedsblog. Men jeg har virkelig brug for bare at få en smule af det her ned.